Fredag den 19. oktober

En overraskende ting ved tryllekunstneren Bernard Kornblum, kom Joe i tanker om, var at han troede på magi. Ikke på den såkaldte magi med stearinlys, pentagrammer og flagermusvinger. Ikke på den køkkentrolddom, som blev udført af slaviske bedstemødre med deres urtebøger og neglestumper fra lilletåen på en blind jomfru lukket inde i en gedeskindssæk. Ikke på astrologi, teosofi, kiromantik, pilekviste, seancer, grædende statuer, varulve, vidundere og mirakler. Alt dette havde Kornblum betragtet som falsknerier der var meget anderledes – langt mere destruktive – end den form for illusion han udøvede, hvis succes når alt kom til alt, voksede direkte proportionalt med hans publikums konstante, stærke bevidsthed om at de til trods for al den opmærksomhed de kunne opbyde, blev bedraget. Det der fortryllede Bernard Kornblum, var derimod livets upersonlige magi, når han i et tidsskrift læste om en fisk der kunne forklæde sig som en af syv forskellige slags havbund, eller når en ugerevy fortalte ham at videnskabsmænd havde opdaget en døende stjerne der udsendte stråling med en bøgelængde hvis størrelse i megacykler var en tilnærmelse til pi.
*************’
Ovenstående citat er fra Michael Chabons ”Kavalier & Clay”, udkommet år 2000, på dansk 2006.
600 herlige sider, sørgmodige, angstfulde, lykkelige, overraskende osv. Joe Kavalier og Sammy Clay opfinder den moderne tegneserie – og vi følger deres tanker, ideer og produkter så tæt og detaljeret, at man som læser går på jagt efter disse utrolige historier – men de findes kun i denne roman! – Og dog – nogle fans arbejder nu på at skabe dem i virkeligheden...
- Jeg valgte citatet, dels fordi det giver en antydning af den barokke dyngen sammen af ting fra virkeligheden – og dens overdrev – dels fordi jeg nu har mere lov til at læse Illustreret Videnskab.