Lørdag 25. november

En af disse tre mænd regner jeg normalt for en god ven. - Men hvad mon de har fået øje på ?



- de er med skib anduvet en (næsten) øde ø ...

Onsdag 23. november

Nu har vi lukket sommerhuset ned:

Georginer er gravet op, rødderne rystet fri af jord.
alle bøger & tegneserier lagt i plasticposer
(lødige, spændings, opslags, børne, tegneserie - og Illustreret Videnskab)
batterier taget ud af el-dimser
madvarer pakket ned og taget med hjem
køleskab slukket & afrimet
blade og fnuller fjernet fra taget
rosenbænk anbragt i stuen
gode brændeknuder taget ind
sengetøj, håndklæder i poser
bedste dyner taget med hjem
madrasser taget ind fra udestuen
regnvandstønde tømt
vandet tømt af vaskemaskine
vandvarmer tømt, alt vand pustet ud af systemet med assistance af Flemming og hans kompressor.
kaffe hos Ingerlise & Flemming.
hjemtur i regn og 6 grader.

Tirsdag 21. november

Jeg har fået "skærmbriller" - de tillader skarpt syn fra 40 til 70 cm. De er også gode til at læse korrektur med. Mine gamle 'bifokale' briller er mere end 5 år gamle, og yderste hinde er ved at desintegrere, så det jeg ser er generelt en anelse tåget, hvilket svarer til min forståelse af, hvad der sker i øvrigt - fx at flere og flere blander 'ligge' og 'lægge' samt skriver 'holdte' som datid af 'holde'.

Lørdag 18. november

Er det ikke fantastisk, at dette her (måske) er sandt:

Alle tal kan opløftes i tredje potens (dvs, at alle tal kan ganges med sig selv 3 gange)

Hvis man skriver alle disse 3-potenser op på en række, ser det sådan ud:
1 8 27 64 125 216 343 512 ...

Hvis man så trækker ethvert tal fra det tal, der står umiddelbart til højre, får man
7 19 37 61 91 127 169 ...

- og alle de nye tal er primtal ( Primtal er et positivt heltal som kun kan deles med tallet 1 og med sig selv).
Ligegyldigt hvilke to tal der opløftes til 3. potens og derefter trækkes fra hinanden, vil resultatet blive et primtal ...

I svenske Håkan Nessers roman, Skyggerne og regnen, er det unge matematiske geni, Victor, ved at bevise, at det altid er tilfældet - et bevis, man har ventet på siden 1663. - Ovenstående har han skrevet på tavlen i 3b på byen K’s gymnasium, og i hvert fald matematiklæreren er dybt koncentreret - men så taber Victor pludselig kridtet og må bøje sig ned for at samle det op - og nu ser han, Lena og Bert-Åke holder hinanden i hånden - og Lena er klassens smukkeste pige, som har antydet, at hun kan lide at være sammen med ham. Og Victor har flere kammeraters ord for, at Lena ikke bare er klassens, men hele Sveriges smukkeste pige.
Synet giver Victor kraftig kvalme, han styrter mod vinduet for ikke at brække sig indenfor, men styrter ud - nu er han stum i 8 år...

Man kan således forstå, at (fascination af) kvinder kan forsinke matematikkens udvikling.

Onsdag 15. november

Til alle erotisk optagne Fruentimmere og Karlfolk serveres her med mandig Anstand en tur det meste af Vejen rundt om Emnet - Slutningen af det selvbiografiske Digt Som dreng skar jeg skibe

[...]
Hvad er så blændende
som blonde Kvinder!
Også de ravnsorte
fandt jeg henrivende.
Mægtigt fængslede
mig Malajinden.
Min halve Sjæl
hørte hjemme ved Jangtse.

Hvem nærede ikke som Yngling
et enormt Ønske
om kort og godt ved gunstig
lejlighed at gifte sig
uden undtagelse
med hvert eneste
farvede eller ufarvede
Fruentimmer på Jorden?

Et andet Ønske,
som ikke kunne opfyldes, var,
blot i få Øjeblikke, selv at være et Fruentimmer.
Hvem der var vakker
og i Vinden mellem Mandkønnet
og blev krøllet uigenkendeligt af et Karlfolk.
Det man savner, søger man.
Platons Tanker, sin tabte Halvdel.
Hvor i Verden, hvorhen jeg vinkedes,
syntes man ikke, man skimtede sin Skæbne.

Men hvem bedårede
som danske Kvinder?
Hvem var kønnere,
mere kunstløse?
Stille Vidundere,
dem er da viet
disse Strofer,
Døtre af Danmark!

Tirsdag 14. november

Nå, i dag er det så hundrede år siden, Digte 1906 udkom. Og i nat blev jeg færdig med at læse Carsten Jensens ”Vi, de druknede” - 700 sider fantastisk, mytisk, eventyrlig, grædende, jublende, sorgfuld, længselsfuld, forstående, forklarende, fortællende ...

Hvor gavegivende at kunne sende Johannes V’s samklingende digt ud i den verden jeg aldrig skal se

Det røde Træ

Tropenattens sydende Kedel
fraader over mod Morgen...
Regn, Regn fra Zenith!

Solen staar op i et Skybrud,
og ud af det regnkvalte Gry
springer der et eneste Lyn
af en uhyre lysbringende Kraft -
lange Draaber, lodrette Stave af Vand
staar stille som Glasting i Luften.

Men højt bag de straalende Regngitre
udbreder et blomstrende Træ
sin røde Kæmpekrone -
saa ildrød en Aabenbaring
i Lynets Lys og i Morgenrøden
som en hed Eruption af Blod
fra Jordens Hjærte.

Og efter det forfærdelige Brag,
der sekunderer Lynet,
bliver alting dybt og stille,
mens Dagen øges,
og Vandet suser.

Nu mødes Høst og Foraar
ved Lynlys og under blændende Regn
i Singapores rødtblomstrende Haver.
For nu staar Træet dryppende grønt,
flammende af Blomster,
og Regnen, der stryger dets Krone
som med varme Vandhænder
fejer visne Blomster og Blade
i haltende Høstvals
mod Træets Rod,
mens lyse, skinnende Knopper og Skud
allevegne aabner deres Øjne
i Kronen, der ryger af Væde.

Nu løfter Træet sig luende
over sit eget Løvfald
som et udødeligt Baal,
hvorfra der sneer Aske,
og med tusind nye Ildspirer.

Ho!
Gennem Regnens drukne Syndflodstone
og det røde Træs drægtige Rislen
hører jeg som et Ridt af Tiderne,
Hestevrinsken og sværmende Pauker,
Galop, Trommer der kogler, og et Sus forbi af Pile!
Nye Lurtoner! Hærene ler!
Thalatta! Solen ved Austerlitz!

Alverden rykker frem, sejrrig, og dør.
Og hvorfor sidder jeg ene med et ru Kvak
fra mit tungsindige Sumphjærte?
Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?

Mandag 13. november

Tilegnelse

Jeg kommer ud fra Skovene.
Kender I min Kølle!
Vid, jeg er Vildmanden
i det danske Vaaben!

Jeg bringer fra blaa Bølger
Havets barbariske Hjærte.
Jeg sætter det til Symbol
i Feltet med springende Løver.

Her staar jeg ved Skjoldet.
Jeg vil slaa Fornægteren.
Jeg vil bekræfte de Raske
i Retten til Riget.

Søndag 12. november

Fest & fejring

For hundrede år siden - den 14. november 1906 - udkom Johannes V. Jensens digtsamling ”Digte 1906”. - Lad os lige fejre det et par dage - hans krop er død, men ikke hvad han fik formet, den herlige mand med det vidunderlige sprog.

Digte 1906 er lige så omvæltende som hundrede år før Oehlenschlägers Digte 1803.

I digtet ”Tiger” smider han nonchalant et lille betændt billede til os - i gammel stil, episk- men også psykologisk-sadistisk-expressionistisk.

1. vers:

Hindufyrsten ligger vaagen
i den sorte Tropenat
med sit Øre fuldt af Suset
fra de hede Skoves Grøde,
Hindufyrsten ligger vaagen,
utaalmodig, tung og øde:
Hvor jeg længes efter Hvile,
Hvile, netop naar jeg ligger.
Aa jeg tørster, naar jeg drikker.


- Men så springer vi ind i det ny århundrede - og nu er andre søvnløse, de bor i byen og danner andre billeder:

Interferens

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.

Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig
vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.

Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min
Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed og
svinde igen.

I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
Imorgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.

Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa
saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelægger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.

Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds
Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.

Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve de skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmo-
niske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.

To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og
skærpes i mit Hjærte.

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.

Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.

***
- forestil dig lige to af datidens malere som illustratorer ...

Mandag 6. november

Flemming har sendt flere billeder - fx disse, der viser, hvor tæt vejen var på at blive undermineret - tænk på busser & lastvogne, der kører her... Måske kan Parkvejen nu blive forlænget, så Strandvejen kan aflastes / nedlægges ?



- men herhjemme har vi samlet de blå druer og lagt dem parat - men til hvad ? - Saften er uden stærk smag (eller har en yderst fin smag?)

Torsdag 2. november

Flemming har sendt disse billeder - han skriver beroligende, at vore huse har det godt. Men i havnen er flere skibe smadret og gået til bunds. - Stormen er gået mest ud over Vestsjælland og Lolland-Falster, kan man forstå - flere hundrede dyr er druknede, da digerne blev brudt.




Imens disse vilde begivenheder udspillede sig, hentede vi den sidste af ca 50 lækre drueklaser ind...

Onsdag 1. november

- så er det vist sne; græsset stritter imod, men det er vist sne...


I aftes var der besøg - lidt spagfærdigt - endnu mangler vores kultur at isyngesætte den nye gys&grutradition



- også her i huset samler kvinden de sidste vidner om sommerens pragt - verweile doch, du warst so schön...



Lis påstår hun har samlet, vasket & tørret 800 valnødder.