30. januar 2007

Tirsdag den 30. januar

Kan I huske det ?


Her er min gode nabos hus forleden morgen - taget mens samme nabo led under hhv. varme og aircond-kulde i Thailand.
Nu er de hjemme, stærkt forkølede og rundforvirrede efter 15 timer i en flyver. Men brune.

24. januar 2007

Onsdag 24. januar

Svampenavne, svampelugte...- nu har jeg læst korrektur på en bog om svampe, og jeg er ganske mæt af sprogmangfoldighed – svampe kan hedde manddrabermælkehat, krumskællet trævlhat og blodplettet koralsvamp. Der er høj damp på navngivningen – en rød rørhat hedder ikke bare rød rørhat – næh, den hedder blodrød rørhat. Og alle sanser pirres: ametystkantarel, askebæltekugle, birkelæderporesvamp, bævreskive, guldgaffel, bovistbruskbold, snyltehat, slimslør, grøngul rødblad, ildhåret mørkhat, kakaotåreblad, køllekantarel, lokomotivslørhat, mosemælkehat, orangerødmende trævlhat, panterfluesvamp, pjusket duftpigsvamp, silkehåret posesvamp, skarlagenpragtbæger, strøbøsse, tørvemosnavlehat...

Udseende beskrives – og lugtene indkredses – et olfaktorisk næseåbnende festfyrværkeri: en svamp kan lugte af ”kompot eller pelargonie”, ”maskine eller væggelus”, ”karry eller bukkehorn eller løvstikke eller cikorie”, ”fiskeagtig som moden camembert”, ”pærer eller gas”, ”radise eller chokolade”, ”sild eller agurk”, ”hvidløg eller rådnende grønsager” – og min yndlings: ”varmt strygejern eller damplokomotiv”.

Jeg håber læseren af ovenstående har fået livlige synæstetiske oplevelser, KH mj