Fest & fejring
For hundrede år siden - den 14. november 1906 - udkom Johannes V. Jensens digtsamling ”Digte 1906”. - Lad os lige fejre det et par dage - hans krop er død, men ikke hvad han fik formet, den herlige mand med det vidunderlige sprog.
Digte 1906 er lige så omvæltende som hundrede år før Oehlenschlägers Digte 1803.
I digtet ”Tiger” smider han nonchalant et lille betændt billede til os - i gammel stil, episk- men også psykologisk-sadistisk-expressionistisk.
1. vers:
Hindufyrsten ligger vaagen
i den sorte Tropenat
med sit Øre fuldt af Suset
fra de hede Skoves Grøde,
Hindufyrsten ligger vaagen,
utaalmodig, tung og øde:
Hvor jeg længes efter Hvile,
Hvile, netop naar jeg ligger.
Aa jeg tørster, naar jeg drikker.
- Men så springer vi ind i det ny århundrede - og nu er andre søvnløse, de bor i byen og danner andre billeder:
Interferens
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig
vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.
Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min
Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed og
svinde igen.
I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
Imorgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.
Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa
saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelægger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.
Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds
Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.
Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve de skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmo-
niske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.
To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og
skærpes i mit Hjærte.
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
***
- forestil dig lige to af datidens malere som illustratorer ...
For hundrede år siden - den 14. november 1906 - udkom Johannes V. Jensens digtsamling ”Digte 1906”. - Lad os lige fejre det et par dage - hans krop er død, men ikke hvad han fik formet, den herlige mand med det vidunderlige sprog.
Digte 1906 er lige så omvæltende som hundrede år før Oehlenschlägers Digte 1803.
I digtet ”Tiger” smider han nonchalant et lille betændt billede til os - i gammel stil, episk- men også psykologisk-sadistisk-expressionistisk.
1. vers:
Hindufyrsten ligger vaagen
i den sorte Tropenat
med sit Øre fuldt af Suset
fra de hede Skoves Grøde,
Hindufyrsten ligger vaagen,
utaalmodig, tung og øde:
Hvor jeg længes efter Hvile,
Hvile, netop naar jeg ligger.
Aa jeg tørster, naar jeg drikker.
- Men så springer vi ind i det ny århundrede - og nu er andre søvnløse, de bor i byen og danner andre billeder:
Interferens
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig
vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.
Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min
Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre mig
en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidsthed og
svinde igen.
I Morgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før.
Imorgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Skohorn,
Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.
Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved, saa
saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelægger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.
Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit Sinds
Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes
med Overbevisningen om alle Tings Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.
Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve de skrigende Forhold mellem alle iøvrigt harmo-
niske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.
To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes og
skærpes i mit Hjærte.
Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.
***
- forestil dig lige to af datidens malere som illustratorer ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar