Mandag 16. oktober

Håkan Nesser i ”og Picadilly Circus ligger ikke i Kumla” - den unge jegfortæller, Marcus, har fået ny lærer, der sætter eleverne til at skrive en lille stil med denne titel:

Hvad et ungt menneske ikke bør vide om livet.

Om morgenen når jeg vågner, kontrollerer jeg først, at jeg ikke er blevet amputeret i nattens løb. Derefter bliver jeg liggende en tid i sengen og tænker på min elskede.
Derefter står jeg op.
Vi går langs en strand, min elskede og jeg. Det er forår eller sensommer, en blid brise ude fra havet kærtegner os, himlen er hvid, og ingen mennesker er i syne. Sandet er fast og let at gå på nærmest ved vandet, inde over land svæver måger omkring i dovne, udstrakte ellipser. Vi vandrer tæt ved hinanden, jeg holder min arm om hendes ryg, og da solen efter en tid bryder gennem skydækket, standser vi og elsker i en gryde mellem klitterne.
Bagefter bliver vi liggende og hviler. En enlig, rødlig hund nærmer sig og vil hilse på os, min elskede giver den en pølsemad fra vores madpakke. Hunden sluger maden i en mundfuld og forlader os. Vi fortsætter vores vandring.
Skyerne lukker sig igen, og efter en halv time når vi frem til en gammel betonbunker, halvt begravet i sandet. Vi standser atter og drikker vand.
Bagefter sidder vi der, lænet mod den slidte betonvæg. Ser ud over det stille hav. Vi er ikke tørstige, vi er ikke sultne, vi har elsket.
"Har du ondt nogen steder?" spørger min elskede.
"Nej," svarer jeg.
"Er du urolig for noget?"
"Nej.”
"Jeg elsker dig. Elsker du mig?"
"Ja, jeg elsker dig af hele mit hjerte. "
Vi sidder tavse en tid.
"Denne stund er måske den bedste i vores liv," siger min elskede og begynder at græde. "I morgen må vi gøre noget andet."

Dette bør et ungt menneske ikke vide om livet.