17. april 2006

Mandag 17. april



Den blå anemone

(Melodien kan du høre her)

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted’ dér i fjor.

På Lolland jeg den hented’
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented’
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer:

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la´r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!

Kaj Munk 1943

(og så er det Karen Blixens fødselsdag)

Ingen kommentarer: