Tirsdag 14. november

Nå, i dag er det så hundrede år siden, Digte 1906 udkom. Og i nat blev jeg færdig med at læse Carsten Jensens ”Vi, de druknede” - 700 sider fantastisk, mytisk, eventyrlig, grædende, jublende, sorgfuld, længselsfuld, forstående, forklarende, fortællende ...

Hvor gavegivende at kunne sende Johannes V’s samklingende digt ud i den verden jeg aldrig skal se

Det røde Træ

Tropenattens sydende Kedel
fraader over mod Morgen...
Regn, Regn fra Zenith!

Solen staar op i et Skybrud,
og ud af det regnkvalte Gry
springer der et eneste Lyn
af en uhyre lysbringende Kraft -
lange Draaber, lodrette Stave af Vand
staar stille som Glasting i Luften.

Men højt bag de straalende Regngitre
udbreder et blomstrende Træ
sin røde Kæmpekrone -
saa ildrød en Aabenbaring
i Lynets Lys og i Morgenrøden
som en hed Eruption af Blod
fra Jordens Hjærte.

Og efter det forfærdelige Brag,
der sekunderer Lynet,
bliver alting dybt og stille,
mens Dagen øges,
og Vandet suser.

Nu mødes Høst og Foraar
ved Lynlys og under blændende Regn
i Singapores rødtblomstrende Haver.
For nu staar Træet dryppende grønt,
flammende af Blomster,
og Regnen, der stryger dets Krone
som med varme Vandhænder
fejer visne Blomster og Blade
i haltende Høstvals
mod Træets Rod,
mens lyse, skinnende Knopper og Skud
allevegne aabner deres Øjne
i Kronen, der ryger af Væde.

Nu løfter Træet sig luende
over sit eget Løvfald
som et udødeligt Baal,
hvorfra der sneer Aske,
og med tusind nye Ildspirer.

Ho!
Gennem Regnens drukne Syndflodstone
og det røde Træs drægtige Rislen
hører jeg som et Ridt af Tiderne,
Hestevrinsken og sværmende Pauker,
Galop, Trommer der kogler, og et Sus forbi af Pile!
Nye Lurtoner! Hærene ler!
Thalatta! Solen ved Austerlitz!

Alverden rykker frem, sejrrig, og dør.
Og hvorfor sidder jeg ene med et ru Kvak
fra mit tungsindige Sumphjærte?
Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?