Onsdag 15. november

Til alle erotisk optagne Fruentimmere og Karlfolk serveres her med mandig Anstand en tur det meste af Vejen rundt om Emnet - Slutningen af det selvbiografiske Digt Som dreng skar jeg skibe

[...]
Hvad er så blændende
som blonde Kvinder!
Også de ravnsorte
fandt jeg henrivende.
Mægtigt fængslede
mig Malajinden.
Min halve Sjæl
hørte hjemme ved Jangtse.

Hvem nærede ikke som Yngling
et enormt Ønske
om kort og godt ved gunstig
lejlighed at gifte sig
uden undtagelse
med hvert eneste
farvede eller ufarvede
Fruentimmer på Jorden?

Et andet Ønske,
som ikke kunne opfyldes, var,
blot i få Øjeblikke, selv at være et Fruentimmer.
Hvem der var vakker
og i Vinden mellem Mandkønnet
og blev krøllet uigenkendeligt af et Karlfolk.
Det man savner, søger man.
Platons Tanker, sin tabte Halvdel.
Hvor i Verden, hvorhen jeg vinkedes,
syntes man ikke, man skimtede sin Skæbne.

Men hvem bedårede
som danske Kvinder?
Hvem var kønnere,
mere kunstløse?
Stille Vidundere,
dem er da viet
disse Strofer,
Døtre af Danmark!