28. april 2007

Lørdag den 28. april

- nu er der kun to stære, der er "mine stære" - her ses den ene samt lidt måne - i denne weekend bliver jeg færdig med at læse korrektur på en tyk bog om rumfartens historie - åh, måne, åh, Mars - åh, nye planet, 20 lysår herfra...


- og så var sidste blogbillede en appelsinblomst - 1.præmie til frk. Jensen !

21. april 2007

Lørdag 21. april

Her er en blomst -

- hvad mon det er for en blomst ?

20. april 2007

Fredag 20. april

I dag har Lis tømt fryser – lavet marmelade af sidste års jordbær og hindbær. Og rødgrød af ribs & solbær. Her med fløde, skeen er af mærket Sonate, købt i Illum, da vi blev gift i 1965. Kan ikke fås mere, om lidt er grøden også borte.


16. april 2007

Mandag 16. april

Jubel - igen. Men også uro og mange uforståelige flyveture mellem mine 4 forskellige kasser. Og oprydning - 10 små besøg i den gamle kasse, og små stykker snavs bortskaffes, hvorefter der holdes pause med synlig stolthed og tilfredshed over udført arbejde. Foreløbig vistnok 5 forskellige stære.


8. marts 2007

Torsdag 8. marts

Disse juleroser er hentet ind i dag af Lis - og de skal stå her som en hilsen til alle af det modsatte køn i anledning af KIK (kvindernes internationale kampdag)



2. marts 2007

Fredag 2. marts

Sandet er så sort på vulkanøen Tenerife - og bølgerne så høje...



- og her henter Lis det meste af sit tøj, pænt lagt i bunke højt oppe på stranden, men slikket væk af en monsterbølge...

1. marts 2007

Torsdag 1. marts

De canariske øer er vulkanske - og pga bjergarternes forskellige hårdhed er der mange kløfter, barrancas. Vi fulgte en "sti" fra byen Masca ned til havet - 6 timers klatren og klamren og kryben fra Masca 600 m over havet til et frelsende skib, der førte os hjem. Ja,ja - vi havde fører med. En botanisk vidende finsk pige.


Før de moderne maskindrevne køretøjer måtte folk fra Masca bære alt ad den sti - vi holdt ofte hvil og tænkte på dem. Forresten kom den første bil til det fattige Tenerife i 1954.

28. februar 2007

Onsdag 28. februar

Fra Tenerifes naboø, La Gomera, den mest vandrige og frugtbare, er Teide mægtigst at se.

La Gomera er stærkt ufremkommelig - her har folk udviklet et særligt fløjtesprog, så meddelelser i hvert fald kan komme frem.

27. februar 2007

Tirsdag 27. februar

I 2 km's højde op mod Teide vokser der ikke så meget - men fx denne variant af slangehoved, her med vissen blomsterstand.



Teide er Spaniens højeste bjerg, verdens 3. højeste vulkan, 3,7 km - og synlig næsten alle steder fra.

26. februar 2007

Mandag 26. februar

Den brune vestafrikanske kakkerlak kan ikke flyve, men er skrap til at løbe & smutte. Der findes både små og store, de er meget uskyldige - dog skal de helst ikke løbe hen over ens mad, idet deres fødder bærer mikrober, der kan give hurtig mave, bl.a.



- denne er fanget i et glas og foreviget i køkkenet i vores lejlighed på hotel Tropical, Los Gigantes, Tenerife.

25. februar 2007

Søndag 25. februar

Fra Tenerife, den største af de kanariske øer, skal I se et par løfterige billeder, som hævder at andet findes end det øjeblikkelige hvide, grå, sorte, der for tiden dækker vort land...


30. januar 2007

Tirsdag den 30. januar

Kan I huske det ?


Her er min gode nabos hus forleden morgen - taget mens samme nabo led under hhv. varme og aircond-kulde i Thailand.
Nu er de hjemme, stærkt forkølede og rundforvirrede efter 15 timer i en flyver. Men brune.

24. januar 2007

Onsdag 24. januar

Svampenavne, svampelugte...- nu har jeg læst korrektur på en bog om svampe, og jeg er ganske mæt af sprogmangfoldighed – svampe kan hedde manddrabermælkehat, krumskællet trævlhat og blodplettet koralsvamp. Der er høj damp på navngivningen – en rød rørhat hedder ikke bare rød rørhat – næh, den hedder blodrød rørhat. Og alle sanser pirres: ametystkantarel, askebæltekugle, birkelæderporesvamp, bævreskive, guldgaffel, bovistbruskbold, snyltehat, slimslør, grøngul rødblad, ildhåret mørkhat, kakaotåreblad, køllekantarel, lokomotivslørhat, mosemælkehat, orangerødmende trævlhat, panterfluesvamp, pjusket duftpigsvamp, silkehåret posesvamp, skarlagenpragtbæger, strøbøsse, tørvemosnavlehat...

Udseende beskrives – og lugtene indkredses – et olfaktorisk næseåbnende festfyrværkeri: en svamp kan lugte af ”kompot eller pelargonie”, ”maskine eller væggelus”, ”karry eller bukkehorn eller løvstikke eller cikorie”, ”fiskeagtig som moden camembert”, ”pærer eller gas”, ”radise eller chokolade”, ”sild eller agurk”, ”hvidløg eller rådnende grønsager” – og min yndlings: ”varmt strygejern eller damplokomotiv”.

Jeg håber læseren af ovenstående har fået livlige synæstetiske oplevelser, KH mj

14. december 2006

Torsdag 14. december

Mit gamle Olympus C-99o Zoom har haft det skidt - jeg skilte det ad og fandt en ledning der var gået fri af lodningen - så Jakob måtte svinge sin lækre high tech loddegadget. Nu kan man fotografere med det - fx forévige et stykke december anno 2006: grønt og vådt. (Førhen troede jeg det hed "fórevige).

3. december 2006

Søndag 3. december

- så er det Holbergs fødselsdag - tillykke og tak for alt.

Epistel 91
[...]
Min Tandpine kommer gemeenligen af heede og skarpe Dunster, som stige op af Maven, og gravere saa vel Tænder som Hoved. Café styrker Maven, hindrer Dunsterne at opstige, og Conseqventer stiller saa vel Tand- som Hoved-Pine, hvilket jeg saa ofte haver erfaret, at jeg gandske er bleven overbeviset derom. Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en Eftermiddag, og komme gandske ædrue tilbage. Dette kunde ikke skee i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besøgende, uden Gylden-Vand, Sek, Spanskbitter-Viin, Luttendrank, og andet, hvoraf et Fruentimmer maatte i det mindste pimpe lidt paa hvert Sted, saa at, naar man lagde alle de smaa Doses sammen, som toges i hver Barsel-Stue, det omsider kunde beløbe sig til noget: I det ringeste finge de Smag paa visse stærke Liqveurs, hvorom de nu ingen Idée have, og derfor ingen Lyst kand faae dertil; Thi, hvor ingen Aspectus er, kand ingen Usus blive, og man kand ikke faae Lyst til en Ting, førend man faaer Smag derpaa. [...]

www.ordnet.dk er et fint sted at lede efter forklaringer på fx luttendrank (som vel nærmest betyder glögg)

25. november 2006

Lørdag 25. november

En af disse tre mænd regner jeg normalt for en god ven. - Men hvad mon de har fået øje på ?



- de er med skib anduvet en (næsten) øde ø ...

23. november 2006

Onsdag 23. november

Nu har vi lukket sommerhuset ned:

Georginer er gravet op, rødderne rystet fri af jord.
alle bøger & tegneserier lagt i plasticposer
(lødige, spændings, opslags, børne, tegneserie - og Illustreret Videnskab)
batterier taget ud af el-dimser
madvarer pakket ned og taget med hjem
køleskab slukket & afrimet
blade og fnuller fjernet fra taget
rosenbænk anbragt i stuen
gode brændeknuder taget ind
sengetøj, håndklæder i poser
bedste dyner taget med hjem
madrasser taget ind fra udestuen
regnvandstønde tømt
vandet tømt af vaskemaskine
vandvarmer tømt, alt vand pustet ud af systemet med assistance af Flemming og hans kompressor.
kaffe hos Ingerlise & Flemming.
hjemtur i regn og 6 grader.

21. november 2006

Tirsdag 21. november

Jeg har fået "skærmbriller" - de tillader skarpt syn fra 40 til 70 cm. De er også gode til at læse korrektur med. Mine gamle 'bifokale' briller er mere end 5 år gamle, og yderste hinde er ved at desintegrere, så det jeg ser er generelt en anelse tåget, hvilket svarer til min forståelse af, hvad der sker i øvrigt - fx at flere og flere blander 'ligge' og 'lægge' samt skriver 'holdte' som datid af 'holde'.

18. november 2006

Lørdag 18. november

Er det ikke fantastisk, at dette her (måske) er sandt:

Alle tal kan opløftes i tredje potens (dvs, at alle tal kan ganges med sig selv 3 gange)

Hvis man skriver alle disse 3-potenser op på en række, ser det sådan ud:
1 8 27 64 125 216 343 512 ...

Hvis man så trækker ethvert tal fra det tal, der står umiddelbart til højre, får man
7 19 37 61 91 127 169 ...

- og alle de nye tal er primtal ( Primtal er et positivt heltal som kun kan deles med tallet 1 og med sig selv).
Ligegyldigt hvilke to tal der opløftes til 3. potens og derefter trækkes fra hinanden, vil resultatet blive et primtal ...

I svenske Håkan Nessers roman, Skyggerne og regnen, er det unge matematiske geni, Victor, ved at bevise, at det altid er tilfældet - et bevis, man har ventet på siden 1663. - Ovenstående har han skrevet på tavlen i 3b på byen K’s gymnasium, og i hvert fald matematiklæreren er dybt koncentreret - men så taber Victor pludselig kridtet og må bøje sig ned for at samle det op - og nu ser han, Lena og Bert-Åke holder hinanden i hånden - og Lena er klassens smukkeste pige, som har antydet, at hun kan lide at være sammen med ham. Og Victor har flere kammeraters ord for, at Lena ikke bare er klassens, men hele Sveriges smukkeste pige.
Synet giver Victor kraftig kvalme, han styrter mod vinduet for ikke at brække sig indenfor, men styrter ud - nu er han stum i 8 år...

Man kan således forstå, at (fascination af) kvinder kan forsinke matematikkens udvikling.

15. november 2006

Onsdag 15. november

Til alle erotisk optagne Fruentimmere og Karlfolk serveres her med mandig Anstand en tur det meste af Vejen rundt om Emnet - Slutningen af det selvbiografiske Digt Som dreng skar jeg skibe

[...]
Hvad er så blændende
som blonde Kvinder!
Også de ravnsorte
fandt jeg henrivende.
Mægtigt fængslede
mig Malajinden.
Min halve Sjæl
hørte hjemme ved Jangtse.

Hvem nærede ikke som Yngling
et enormt Ønske
om kort og godt ved gunstig
lejlighed at gifte sig
uden undtagelse
med hvert eneste
farvede eller ufarvede
Fruentimmer på Jorden?

Et andet Ønske,
som ikke kunne opfyldes, var,
blot i få Øjeblikke, selv at være et Fruentimmer.
Hvem der var vakker
og i Vinden mellem Mandkønnet
og blev krøllet uigenkendeligt af et Karlfolk.
Det man savner, søger man.
Platons Tanker, sin tabte Halvdel.
Hvor i Verden, hvorhen jeg vinkedes,
syntes man ikke, man skimtede sin Skæbne.

Men hvem bedårede
som danske Kvinder?
Hvem var kønnere,
mere kunstløse?
Stille Vidundere,
dem er da viet
disse Strofer,
Døtre af Danmark!